Café og Produktionskøkkenet
I et afklarings – og udviklingsforløb i Café og Produktionskøkkenet kan man tilegne sig kompetencer indenfor tilberedning af mad fra bunden og betjening af kunder. Der er plads til ca. 8 personer i køkkenet.
Der tilberedes dagligt ca. 100 portioner mad til personalet på Kompetencecenteret, men også til andre offentlige steder. Køkkenet laver morgenbuffet og frokostbuffet med forskellige retter, fx kolde anretninger, sandwich, salater, varm mad, bager brød og kager. Der udarbejdes menuplaner, varebestilling, egen kontrol og daglig rengøring af køkkenet.
I Caféen er opgaverne kasse – og kundebetjening, opgørelse af dagens salg, oprydning og lettere rengøring, produktion af snacks til salg, brygning af kaffe og thé og andre serviceopgaver, samt at bidrage til at cafeen fremstår imødekommende.
Et forløb i Café og Produktionskøkkenet indebærer, at man som udgangspunkt afprøves i alle jobfunktioner. Der afholdes løbende individuelle samtaler, og der er hele tiden fokus på borgerens mål med arbejdet i Café og Produktionskøkkenet. Borgeren bliver lært grundigt op i alle opgaver, og man bliver ikke ladt alene med opgaven før man er sikker i den. Vi tilpasser os, så vidt det er muligt, borgerens behov. Det betyder, at hvis der er brug for små eller lette opgaver, så finder vi dem. Har borgeren brug for at have opgaverne på skrift og følge en plan, så hjælper vi selvfølgelig også med det.
Alt i alt er det vigtigt at borgeren føler, at det er rart at komme på arbejde. Hvis borgeren vil og har lyst kan man få ansvar for dele af opgaverne, alene eller i samarbejde med andre borgere eller personale. Der er således mulighed for at prøve rigtig meget af i Café og Produktionskøkkenet, og det kan derfor benyttes som øvebane og springbræt til selvforsørgelse.
Køkkenet er udstyret med hæve-sænkeborde og lifte til at flytte tunge varer. Vi får besøg af en fysioterapeut hver 14. dag, der kigger på arbejdsstillinger, og kan råde til rigtig brug af krop og redskaber.
Der er mulighed for at opnå hygiejnebevis, efter bevilling fra sagsbehandler.
Café og Produktionskøkkenet har åbnet mellem 07.00 til 15.00 mandage – torsdage, og fredage til kl. 12.00. Mødetider aftales individuelt inden for åbningstid.
Vi er en arbejdsplads, hvor vi sætter faglighed, humor og socialt samvær højt. Vi vil gerne være kendt for at have mangfoldighed, engagement og rummelighed med i vores tilgang til arbejdet med vores borgere.
Henvisning til Café og Produktionskøkkenet er for borgere, der har tilknyttet en virksomhedskonsulent. Hvis du er interesseret i at vide mere, så kontakt din sagsbehandler.


